Hurtigt svar på blodprøver i eget laboratorium

Diagnostik af sygdomme og præanæstetiske blodprøver

Nu kan vi tilbyde hurtigt svar på langt de fleste blodprøver fra dit kæledyr, da vi i foråret 2021 har investeret i et helt nyt In-house laboratorium. Dette er med til at sikre den bedste behandling af dit dyr, da det hjælper dyrlægen med at stille en korrekt diagnose hurtigt. 

Vi har både mulighed for at undersøge dit kæledyrs blodkemi og hæmatologi. Blodkemien giver dyrlægen et overblik over de indre organers status blandt andet lever og nyre.

Hæmatologien er en komplet blodtælling, som giver dyrlægen detaljerede oplysninger om dyrets røde blodlegemer, hvide blodlegemer samt blodplader. Udfra dette kan blandt andet infektion, manglende iltmætning og koagolationsproblemer opdages. 

Desuden kan dit kæledyrs indhold af næringssalte undersøges, da der i forbindelse med diarre, opkast og dehydrering kan opstå livstruende tilstande ved unormale niveauer af disse næringssalte. 

 

Hvornår skal mit kæledyr have taget blodprøve?

  • I en akut nødssituation kan det være altafgørende for dit kæledyr med et hurtigt blodprøvesvar, så dyrlægen har mulighed for at reagere korrekt hurtigt
  • Er dit kæledyr 5 år eller derover anbefaler dyrlægen altid en præanæstetisk blodprøve inden dit dyr lægges i narkose. Med et overblik over organers status og blodets sammensætning, kan dyrlægen vælge den helt rigtige narkoseprotokol til netop dit dyr. Derudover bliver dyrlægen klar over om der skal foretages yderligere særlige forholdsregler i forbindelse med narkosen. Det kan være blandt andet være at dit kæledyr skal være indlagt lidt længere tid, eller have intensiv væskebehandling. I sjældne tilfælde kan det være nødvendigt at udskyde en operation hvis blodprøven viser, at der er brug for behandling inden dyret kan tåle en narkose. Du kan desuden blive bedre rådgivet omkring risici i forbindelse med narkose. 
  • Hvis dit kæledyr bliver behandlet fast med medicin over en længere periode kan der tages blodprøver; både for at finde ud af hvor meget medicinen hjælper, samt om de indre organer bliver påvirket
  • Seniordyr bør få taget en blodprøve for at opfange eventuelle sygdomme i et tidligt stadie med mulighed for opstart af forebyggende behandling for at sikre dit kæledyr et længere liv med højere livskvalitet

Forholdregler inden blodprøvetagning

  • Vi afsætter altid en halv time til blodprøveudtagning. Det kan være både dyrlægen eller en veterinærsygeplejerske som udtager blodet. Du kan typisk få svar på prøven indenfor 15 minutter.
  • Generelt bør dit kæledyr møde fastende til blodprøvetagning. Det vil sige at dyret kan få aftensmad klokken 18 aften inden, og først får mad igen efter blodprøven er taget. Dyret skal hele tiden have vand tilgængeligt. 
  • Ved for højt eller lavt stofskifte: Blodprøve tages 6 timer efter medicin er indgivet. Ingen faste.
  • Ved Cushing: Der tages blodprøve tidligt om morgenen inden der gives medicin

Alle blodprøver gemmes i dyrets journal og kan i fremtiden hjælpe dyrlægen, som nu kender netop dit dyrs normalværdier

De prøver vi ikke selv kan undersøge sendes forsat til kæledyrslaboratoriet Idexx i Tyskland til vurdering.